BENLIS REPLIK

De sidste otte år er uligheden i det danske samfund steget markant, ikke mindst på sundhedsområdet. Mens regeringen med dens ”rødvinsreform” har givet store skattelettelser til de, som i forvejen havde rigeligt, er det offentlige velfærdssystem langsomt, men målrettet blevet udhulet.

Sundhedsvæsenet, som er en af de centrale velfærdsydelser, har været under total afvikling. Tragisk nok var netop dette sundhedsvæsen engang forbillede for selv de højest udviklede lande i verden. Det offentlige sundhedsvæsen er blevet drænet for midler til trods for, at sygehusudgifterne er eksploderet.

Det er gået den forkerte vej: Alt for mange patienter oplever en utilfredsstillende behandling, når de er indlagt, og der er de senere år sket en voldsom stigning i livsstilssygdomme. Andelen af danskere, der er overvægtige, er fordoblet fra 1987 til 2005, så 11,4 procent af danskerne nu er overvægtige. Samtidig koster rygning hvert år 14.000 danskere livet. Alle disse sygdomme kunne forebygges og behandles bedre, hvis vi gør en målrettet indsats for det. Stik imod værdierne i vores velfærdsmodel er befolkningen blevet delt op i A- og B-hold på sundhedsområdet.

Det er muligt at få det danske sundhedssystem på ret køl igen. Men det kræver et andet flertal på Christiansborg end VKO-flertallet. I SF vil vi skabe en fair forandring på sundhedsområdet til gavn for alle danskere. En forandring, som gør det dyrere at leve usundt og som sikrer flere penge til at forebygge og behandle livstruende sygdomme.

I den nye skattepolitik, ”Fair forandring”, som S-SF fremlagde i sidste uge, ønsker vi samlet set at investere godt 3 mia. kr. i bedre sygehuse og 2 mia. kr. i at styrke forebyggelsesområdet. For at finansiere nogle af disse tiltag vil vi hæve afgifterne på tobak, mættet fedt og sukker. En afgiftshævelse på usunde fødevarer og tobak sikrer, at det bliver dyrere at leve usundt, hvorved vi forebygger en række livsstilssygdomme, samtidig med at vi henter 3,9 mia. kr. til bedre sygehuse og forebyggelse.
Derudover vil vi skabe yderligere finansiering ved at afskaffe skattefradraget for arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer, som skaber stor ulighed i adgangen til behandling. Endelig vil vi vedtage en arbejdsskadeafgift på virksomheder med farligt arbejdsmiljø, hvor der sker mange arbejdsulykker.

Bedre sundhed til danskerne kræver handling, og vi kan ikke længere se til, mens så mange danskere rammes og dør af livstruende sygdomme. Derfor er der brug for et nyt flertal, som kan skabe fair forandring på sundhedsområdet til gavn for danskernes sundhed.

 http://politiken.tv/nyheder/indland/arti…

Rigsrevisionens seneste rapport om overbetalingen af de private sygehuse, mens statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) var sundhedsminister, er så tydelig i sine konklusioner, at det er på grænsen til groft embedsmisbrug og sætter spørgsmålstegn ved Løkkes forsatte virke som statsminister.

Derfor har jeg en appel til Pia K., som jeg ikke tror, kan leve med at støtte en statsminister, der har lavet systematisk overbetaling og snydt danskerne i skattekroner for op mod en milliard kroner? For der er ingen tvivl om at ingen andre end Jer kan give ham det røde kort. Kom nu Pia smid ham nu på porten – Det er Danmark bedst tjent med.

De seneste dage har der været en del debat om ambulancekørsler rundt om i landet. Det svenske firma Samaritten har pakket deres blå blink og med et trukket sig ud af de aftaler de havde indgået med flere regioner i Danmark. Så langt så godt.

I Region Hovedstaden havde vi tildelt ambulancekørslen på Bispebjerg til Samaritten efter en udbudsrunde sidste år. I udbudsrunden viste det sig at vores kontrolbud (et konsulent firma havde regnet hvad det ville koste, hvis regionen selv drev ambulancerne) flere steder i regionen var billigere end de private aktørs tilbud. Dog valgte man i regionen, med undtagelse af os i SF og Enhedslisten, alligevel at tage den model, hvor Falck fik store dele af regionens ambulancekørsel mens Samaritten fik ét område og Frederiksberg Brand bibeholdte deres område. Hverken ideologisk og principielt kunne vi gå ind for sagen. Derfor stemte vi imod den i regionsrådet da det endeligt blev besluttet i december 2008.

Vi vil have ambulance kørslen hjem og gøre den offentlig. Selvfølgelig der hvor det giver mening, og hvor kvaliteten og sikkerheden forsat kan sikres og ikke mindst der hvor det er billigst at drive ambulancekørslen offentligt.

Bekymringerne om Samarittens økonomi og kapacitet har været kendt fra start i alle regio-ner, men alligevel fik de flere steder i landet tildelt ambulancekørslen. Og i går smed de så endeligt håndklædet i ringen efter at vi i Region Hovedstaden også træk vores aftale tilbage. Forløbet her har desværre vist at der i Danmark ikke findes noget troværdigt privat alternativ til Falck indenfor redningskørsel på nuværende tidspunkt. Derfor foreslår jeg, også som vi gjorde i Region Hovedstaden, at det offentlige nu må gå offensivt ind på dette område og etablere et offentligt ejet redningskorps, som er i stand til at løfte opgaven over alt i landet og skabe sikkerhed for alle borgere.

Det er da uacceptabelt at Falck reelt har monopol på ambulancekørsel i Danmark eller at private firmaer, som ikke kan garantere en stabil og sikker drift, får tildelt licenser af den slags. Vi skal have styrket det offentlige engagement på dette område for konsekvenserne af det modsatte vil være katastrofale.

Af Jonas Dahl og Serdal Benli , Sundhedsordfører (SF) Og Medl. Af Regionsråd Hovedstaden Og Folketingskandidat (SF) (Politiken)

I sidste uge fik mange tv-seere aftenkaffen galt i halsen, da de i DR Dokumentar så billeder af, hvordan der sløses med rengøringen på landets hospitaler.

Siden har vi fået serveret historier om manglen på sengepladser, der har betydet, at alvorligt syge patienter transporteres flere hundrede kilometer rundt på landevejene.

Problemerne i det danske sundhedsvæsen melder sig på stribe, mens sundhedsministeren sidder på sine hænder.

Det er tragisk, at landets sundhedsministers eneste svar på de mange problemer er, at det er regionernes ansvar. Hver år smittes 100.000 patienter med farlige bakterier under deres indlæggelse - mange af dem skyldes den katastrofalt dårlige rengøring. Alligevel fastholder sundhedsministeren, at ansvaret udelukkende er regionernes.

Der skal tilsyneladende mere end hårrejsende tv-billeder og undersøgelser til for at få ministeren ned i borgerhøjde. Også Sundhedsudvalgets formand, Venstres Preben Rudiengaard, sender aben videre til regionerne. Denne arrogante afvisning er desværre endnu et eksempel på regeringens ansvarsforflygtigelse.

Da vi havde en socialdemokratiskledet regering var Venstre og Konservative de første til at råbe op om ministeransvar, når problemerne meldte sig. Men spillereglerne har tilsyneladende ændret sig siden.

På den ene side konstaterer ministeren, at det står sløjt til med rengøringen på landets sygehuse, og på den anden side nægter han at gribe ind og sørge for, at problemerne bliver løst.

Ofrene er patienterne, som fuldstændig lades i stikken. Det er pinagtigt, at danske borgere skal være vidner til barnlige skænderier om, hvem der bærer skylden, når der snarere er brug for en handlekraftig minister, der tager hånd om patienternes problemer.

Kan sundhedsministeren ikke selv komme med bud på løsninger, er der masser af inspiration at hente andre steder. I Skotland har regeringen erkendt, at udlicitering af rengøring var en dårlig løsning, og nu overladt sygehusrengøringen til hospitalerne selv. Sundheds- og rengøringspersonalet bliver dermed en del af samme hold, og dialogen strander ikke i kontrakt- og pengediskussioner.

Men i stedet for at erkende, at den hovedløse tro på privatisering og udlicitering har vist sig at have meget store omkostninger for det danske sundhedsvæsen, har regeringen valgt strudsemetoden. For vi må desværre konstatere, at de seneste eksempler blot føjer sig til en længere liste af alvorlige problemer. Tilbage sidder vi med et forstærket indtryk af, at det fælles offentlige sygehusvæsen langsomt udsultes til fordel for privathospitalerne, der blomstrer som aldrig før. Men det er jo også en slags strategi.

Sammen med SF’s formand Villy Søvndal har jeg skrevet et debatindlæg om opgøret med ligheden i vores sundhedsvæsen, som blev bragt i Information d.d - den 01. september. Du kan læse mere ved at klikke her.

Overbelægning er hverdag på landets medicinske afdelinger. Mange afdelinger må døje med konstant overbelægning, og det er svært for afdelingerne selv at gøre noget ved problemet, idet størstedelen af patienterne er akutte og dermed kan ankomme på alle døgnets tidspunkter året rundt.

Sygehusene i Region Hovedstaden har også problematikken inde på livet. I øjeblikket er en ekstraordinær overbelægning af ældre medicinske patienter en af de største udfordring for regionens hospitaler. Senest i februar måned fik plejepersonalet på en medicinsk afdeling på Herlev Sygehus nok og nedlagde arbejdet.

Desværre for de medicinske afdelinger, interesserer sundhedsministeren sig kun for områder hvor effekten af behandlingen kan måles og vejes såsom kirurgi og ventelister . Men hvordan måler man god pleje og omsorg? De medicinske afdelingers arbejde kan ikke opgøres i tal og statistikker - en uheldig situation, da kun hårde tal belønnes med ekstra midler.

Det er uanstændigt at patienter må placeres på gangene og at personalets arbejdsforhold er så ringe. Der er ikke tid til at udføre den tilstrækkelige omsorg og pleje, hvilket medfører at alle ikke livsnødvendige opgaver såsom forebyggelse af liggesår, tid til trøst og samtale skippes. Personalet tager endda ekstra vagter og overarbejde for at få det hele til at køre rundt. Det er intet under at lysten til arbejdet forsvinder eller at personalet går ned med stress.

Det er nødvendigt at ændre på ressourcefordelingen, så den når de afdelinger med det største behov, og ikke kun dem der er gode til at påvise resultater.